Kære medlem af Munksøgård delebilsforening

Som du sikkert har bemærket har der været meget efterspørgsel efter vores to delebiler det sidste stykke tid, og spøgelsesbilen har været meget "ude at køre". Vi er samtidig blevet stadig flere medlemmer. Da foreningen startede for omkring et år siden var vi kun 24 medlemmer, og vi er nu oppe på 39.

Ny og tredje bil

Bestyrelsen har derfor besluttet at forudsætningerne er til stede for at købe en tredje bil. Det er en ny Fiat Punto, magen til den eksisterende blot er den nye grøn. Vi har derfor fordelen af at skulle køre i en bil, som vi kender i forvejen. Den bliver leveret den 4.12 og kan lejes for dagen efter.

Bestyrelsen har overvejet forskellige muligheder for køb af den tredje bil. På sigt vil et godt miljøvalg være en elbil, men der er nogle praktiske problemer ved at have en elbil i en delebilsforening. Man skal vide, hvor mange km der er tilbage på batteriet før en tur, og batteriet skal også oplades, helst først, når det er kørt næsten helt ned. Vi mener, at disse problemer kan løses ved et andet bookingsystem, hvor man også skulle oplyse det forventede antal km for en reserveret tur. Vi arbejder sammen med andre delebilsklubber på Sjælland for få et nyt og forbedret bookingsystem, som også skal kunne håndtere elbiler.

Vi har også overvejet en Lupo 3-liters dieselbil (33 km/liter). CO2 udslippet er væsentligt lavere for denne bil i forhold til de bedste benzinbiler, hvortil Puntoen tilhører. Dieselbiler er altså bedst for det globale miljø (drivhuseffekten), men til gengæld mere belastende for byområder på grund af deres større udslip af partikler og kvælstofoxider (NOx). Det er miljømyndighedernes vurdering, at udstødningsgassen fra dieselbiler, der ikke er forsynet med et partikelfilter, er mere sundhedsskadelig end udstødningsgassen fra benzinbiler. Lupoen er desværre endnu ikke forsynet med partikelfilter. Når Lupoen kan fås med partikelfilter vil det derfor være et godt miljøvalg.

Vi har også undersøgt, om vi kan drive biler, som er billigere i drift. Det vil være billigere at købe og drive ældre biler fx købe en 4 år gammel og sælge den som 8 år gammel. Problemet er, at vi må forvente flere reparationer og lavere driftsikkerhed. Ældre biler får nemt lidt personlighed, hvor den måske skal startes på en bestemt måde mv., hvilket er et problem især forbi vi er så mange forskellige brugere. Vi har også undersøgt muligheden af at købe en ny mikro bil som fx Fiat Seicento. Den koster ca. 100.000 kr. mens Puntoen koster 126.000 kr. Man kunne forvente at Seicentoen kørte længere på literen end Puntoen, men det er ikke tilfældet. Man sparer derfor ikke noget i grøn ejerafgift, men forsikringen bliver lidt billigere. Alt i alt vil man kunne spare ca. 0,35 kr. pr km. Vi mener, at denne besparelse er for lille i forhold til at bilen ikke kan bruges til det samme som en Punto. Endvidere er sikkerheden ikke så god som i en Punto.

Vinterdæk for bedre sikkerhed

Bestyrelsen har endvidere besluttet at købe vinterdæk til alle tre biler. Vinterdæk giver et bedre vejgreb under vinterforhold og dermed også bedre trafiksikkerhed. Men kør stadigvæk forsigtigt i glat føre. Merudgiften til vinterdæk er næsten kun de fælge, som dækkene sidder på, idet slid på vinterdækkene er sparet slid på helårsdækkene.

Kærlig hilsen

Bestyrelsen for Munksøgård delebilsforening